Søg her

Digital adfærd og netetik for forældre: Hvad gør man når det er gået galt?

Opdateret 1/11/2024

Børn og unge har for længst taget de digitale medier til sig. De sms’er og snapchatter med vennerne, møder andre på nettet gennem computerspil og opretter profiler på mange forskellige sociale medier. De unge får som regel en masse gode oplevelser ud af deres liv på nettet, men selv om de er dygtige til navigere rundt og håndtere alt det tekniske, er der stadig en risiko for, at det kan gå galt for dem.

Måske kommer de til sige noget grimt om en anden på de sociale medier. Måske er de via deres likes og delinger med til at mobbe andre – og på samme måde kan de bliver lokket til at dele kompromitterende billeder af sig selv med andre uden at tænke over konsekvenserne. Pludselig er der opstået en konflikt eller en penibel situation, der kan virke helt uoverskuelig for et ungt menneske.

Så hvad gør man, når det går galt – og hvordan kan du som voksen hjælpe dit barn, når skaden er sket? Her følger en række gode råd til digital dannelse.

1. Tal åbent med dig barn om, hvad der er sket - hvori består konflikten?

Afspil video Ved afspilning lagrer YouTube markedsføring-cookies på din PC

Tag en åben snak med dit barn om konflikten eller problemet på nettet. Bliver dit barn mobbet – eller har det selv været med til at mobbe andre? Handler det om nøgenbilleder eller noget andet? Husk at børn hurtigt kan havne i konflikter på nettet, fordi de misforstår hinanden eller ikke helt forstår konsekvensen af deres handlinger. Konflikterne kan hurtigt virke helt uoverskuelige, så støt dit barn og undgå dømmende eller belærende adfærd. Barnet har brug for din hjælp - ikke en moralsk opsang.

2. Er der tale om mobning?

Hvis dit barn oplever at blive mobbet, så lad det først og fremmest fortælle hele historien fra sit eget perspektiv. Lad være med at afbryde eller stille uddybende spørgsmål.

Er der konkrete beviser i form af beskeder eller billeder, så bed dit barn om at vise dig disse og fortælle, hvad der er gået forud. Mobning udvikler sig over tid, og på nettet kan det ske på mange måder. Nogen gange foregår mobningen indirekte via uskyldige øgenavne, manglende anerkendelse af billeder og opslag eller eksklusioner fra fællesskaber og rungende tavshed. Det er derfor vigtigt at finde ud af, hvordan mobningen foregår.

Når du har klarhed over situationen, bør du tage kontakt til forældrene til det eller de børn, der spiller en central rolle i mobningen, så I kan finde en løsning sammen. Husk at der altid er to sider til en sag, så søg dialogen og være rolig. Husk også, at der ofte er gået mange ting forud, og at der måske har været medspillere i konfliktoptrapningen.

Hvis nogen fra klassen har været involveret i mobningen, er det en god ide at kontakte klasselæreren. Måske løses konflikten bedst i fællesskab i klassen eller på et forældremøde.

3. Handler det om deling af kompromitterende billeder?

Handler konflikten om ufrivillig deling af kompromitterende billeder, er der flere konkrete skridt, du bør sætte i værk med det samme. Det skal helst gå hurtigt, for billeder deles meget hurtigt, og pludselig ender det på platforme eller hjemmesider helt uden for ens kontrol.

Tal med dit barn, vær rolig, nedton katastrofestemning og stil konkrete spørgsmål, så du hurtigt danner dig et overblik over, hvor meget billedet er ude af kontrol. Hvem har delt det med hvem, og hvilke platforme er det blevet delt på. Skaden – og mulighederne for at gøre noget ved det - afhænger nemlig af, hvor og hvordan billedet er blevet offentliggjort.

Måske kan man få den person, der har billedet, til at slette det. Det er straks sværere at få kontrollen tilbage, når billedet deles via de sociale medier. Medier som Snapchat, Facebook, Twitter, YouTube, Ask.fm og Instagram er designet til at offentliggøre tekst og billeder, derfor spredes billederne hurtigt til andre.

Er skaden sket, bør du derfor hjælpe dit barn med at kontakte de sociale medier og bede dem fjerne indholdet. Husk at beskrive, hvordan indholdet bryder med sidens vilkår og betingelser, for det er ikke en selvfølge, at de sletter indholdet, hvis ikke argumentationen viser, at reglerne er blevet overtrådt. Du kan også få brug for at kontakte forskellige hostingudbydere for at få materiale slettet fra deres server - det er ikke altid en enkel proces.

4. Kontakt eventuelt Politiet

Hvis du mener, dit barn har været udsat for en ulovlig handling, skal du kontakte det lokale politi. Her det vigtigt, at du har så mange fakta og beviser som mulig.

  • Eksempelvis er et godt at have styr på, hvad det er, der er sket, som I mener er ulovligt?

  • Hvad ved I om den person eller de personer, som har gjort det?

  • Hvor har du set eller oplevet det ulovlige? Er det på facebook, en hjemmeside, messenger, skype eller andre steder. Medbring gerne skærmbilleder, internetadresser og kopier af beskeder mv.

  • Har nogen truet dit barn - for eksempel med at misbruge billeder eller webcamoptagelser?

Hvad siger loven?

  • Loven beskytter generelt den enkeltes privatliv, og det betyder, at man ikke har ret til at offentliggøre private eller pinlige billeder af andre uden at spørge om lov først. På de sociale medier er der næsten ingen, der retter sig efter dette, men dit barn har ret til at kræve et krænkende billede fjernet - også selvom billedet ikke viser barnet nøgent.
  • Loven blev ikke skrevet for at straffe unge mennesker, der begår fejl, når de eksperimenterer med deres seksualitet. Den retter sig derimod mod dem, der handler med - eller på anden måde udnytter - seksuelle billeder af børn og unge.
  • Dit barn bliver derfor ikke blive straffet for at tage nøgenbilleder af sig selv og heller ikke for at have sendt dem videre til andre.
  • Kærester, hvor den ene eller begge er 15-17 år, må gerne tage frække og pornografiske billeder af hinanden, hvis de er enige om det. Men disse billeder må ikke deles med andre. Deles billederne - og der er personer under 18 år på dem - er det ulovlig børnepornografi.

5. Find yderligere rådgivning til både unge og forældre på disse sider

Når situationen er under kontrol, er det en god ide at tale med dit barn og de implicerede parter om rettigheder og etik. Hvad er helt grundlæggende tilladt, og hvad er konsekvenserne for den, det går ud over.

Du kan finde hjælp og inspiration mange steder - her følger en liste over nogen af dem:

  • Hvis du har fået delt billeder på nettet imod din vilje, kan du få hjælp til at anmelde det og slette dem hos SletDet
  • Unge kan få hjælp til at håndtere de følelser, der opstår i situationen på sexlinien.
  • Børn og teenagere, der har brug for én at tale med om mobning kan henvende sig på Børnetelefonen.dk
  • Hvis du har sendt et nøgenfoto og bliver afpresset, kan du få rådgivning på RedenUngs rådgivningsside
  • Cyberhus kan unge chatte med andre unge eller voksne om bl.a. deres onlinedilemmaer.
  • Red Barnets forældresidehar masser af gode råd
  • Redbarnet.dk har også masser af gode råd til både børn, unge og voksne

6. Kort resume / overblik

Hvad gør man, når det er gået galt?

  1. Tal åbent om det med dit barn

  2. Vurder hvad der er gået galt - er der tale om mobning eller deling af billeder?

  3. Find ud af hvor meget billedet er ude af kontrol

  4. Tag fat i rådgivningen ”Slet det” under Red Barnet

  5. Tag fat i skolen, klasselæreren – og forældregruppen

  6. Meld eventuelt hændelsen til poitiet

  7. Tag en snak med dit barn om, hvordan barnet undgår lignende problemer i fremtiden