Søg her

Få fake news forklaret

Opdateret 25/6/2024

Nettet flyder med falske nyheder. Her kan du blive klogere på falske nyheder og misinformation. Lær om teknologien bag, så du bliver mester i at spotte falske nyheder.

1. Falske nyheder

Afspil video Ved afspilning lagrer YouTube markedsføring-cookies på din PC

Se filmen og bliv klogere på, hvad falske nyheder er og hvordan de bliver til.

Der findes rigtig mange falske nyheder og indtoget af de sociale medier har gjort, at informationsmængden er enorm. Derfor er det godt at have et solidt indblik i hvorfor falske nyheder opstår.

Du skal være mester i at spotte falske nyheder. Ikke kun 1. april, som er den dag på året, hvor alle læser nyheder med skærpet opmærksomhed. Risikoen for at blive snydt er nemlig stor hele året. Ikke kun 1. april.

Det er ikke kun vigtigt, at du lærer at spotte falske nyheder, men også at du forholder dig til konsekvenserne af falske nyheder.

Tænk eksempelvis tilbage på din skoletid og om hvordan sladder og løgne kunne skade et barn, som blev drillet. Historier og usandheder kunne brede sig som en steppebrand i skolegården. Ofte har falske nyheder konsekvenser. Det kan være for enkelte mennesker, men det kan også skade demokratiet og den offentlige debat. Vi skal ikke acceptere falske nyheder i vores samfund, da de ofte har en negativ hensigt og kan føre skade med sig. Vi skal ikke acceptere løgne. Det kræver derfor viden og aktivt stillingtagen hos det enkelte individ, hvis vi i fællesskab skal bekæmpe usandheder på nettet.

Tak fordi du melder dig ind i kampen mod falske nyheder ved at se dette kursus.

2. Sådan spotter du falske nyheder

Danmarks Biblioteksforening har udviklet en guide til hvordan man spotter falske nyheder:

1: TJEK KILDEN: Undersøg siden, dens link og nyhedens forfatter. Virker det hele troværdigt?

2: LÆS VIDERE Holder overskriften, når du læser hele artiklen? Understøtter den historien?

3: ER DET EN JOKE? Er artiklen seriøs, eller er den ment for sjov? Tjek om kilden laver satire.

4: TJEK DATO Er nyheden aktuel? Hvis ikke, kan det gøre den irrelevant eller ligefrem vildledende.

5: FORDOMSFULD? Overvej om dine egne overbevisninger påvirker din dømmekraft.

6: SPØRG EKSPERTEN Besøg biblioteksvagten.dk, hvor der er folk klar til at hjælpe dig, eller kom ind på biblioteket.

3. Anbefalinger, hvis du vil vide mere.

Der er skrevet flere bøger om fake news og vi vil gerne anbefale et par stykker. Lea Korsgaard har skrevet bogen "Den der råber lyver. Mediebrugerens manual til løgnens tidsalder.",

Mads Vestergaard og Vincent Hendricks har skrevet bogen "Fake News. Når virkeligheden taber", som behandler emnet og de mange fordrejninger af virkeligheden der finder sted i medierne.

Vi kan anbefale hjemmesiden www.tjekdet.dk, som faktatjekker information på nettet. Deres formål er at den offentlige debat skal ske på et oplyst grundlag. På deres hjemmeside kan du læse om, hvem der står bag.

4. Sådan gør du - trin for trin

Eksempel 1: Flugt

2015: På Instagram kunne man følge Abdou Dioufs lange og farefulde rejse fra Senegal til Europa. Han postede flere billeder og historier med hans vilde og farlige oplevelser.

Det hele viste sig at være opdigtet. Det var et reklamestunt for en fotofestival. Han var skuespiller.

Eksempel 2: Betalte rejser

2015: En kritisk artikel om den daværende statsministers mand deles i valgkampens sidste timer. Det ligner en Ekstra Bladet-artikel, men chefredaktøren på Ekstra Bladet vil ikke kendes ved nyheden. Det er utydeligt, hvem der er afsender. Ekstra Bladets hjemmesidedesign er blevet misbrugt.

Det er en rigtig god historie, hvis en statsministers familie har fået private rejser betalt af staten. Men historien er falsk. Den er lavet af nogle politiske aktivister, der stiller sig kritisk over for statsministeren og som ønsker at skade statsministerens image.


Eksempel 3: For meget kage

2017: En falsk hjemmeside misbruger Ekstra Bladet, Mette Blomsterberg og Christian Bitz. Nyheden fortæller at den daværende dommer Mette Blomsterberg stopper med at medvirke i TV-programmet Den Store Bagedyst, fordi hun tager for meget på i vægt. Hun er begyndt på et slankeprodukt, hun har fået af den kendte ernærigsekspert Christian Bitz.

Eksempel 4: Spark

2015: Flygtningetilstrømningen til Danmark er på sit højeste og en Facebook-opdatering fra en lastbilchauffør spreder sig med lynets hast. Nyheden fortæller, at to flygtninge havde forsøgt at bryde ind i en bil ombord på en færge, men var blevet opdaget af bilens ejer, en gravid kvinde. En af flygtningene havde overfaldet kvinden og havde sparket den gravide kvinde i maven.

Politiet kunne siden fortælle, at sandheden var blevet fordrejet. Gerningsmanden var turist og ikke flygtning.

Eksempel 5: Dyre elbiler

2017: Et billede på Twitter deles af nogle kendte mennesker. Historien og billedet fortæller, at Danmark som det eneste land i verden har afgift på el-biler. Bl.a. deler det politiske parti Alternativet billedet på Twitter inden det viser sig, at billedet er manipuleret og argumentet ikke holder.

Eksempel 6: Valgkamp i USA

2016: I den amerikanske valgkamp i 2016 går det helt amok med løgne, rygter og falske nyheder på de sociale medier. Kampen stod mellem Donald Trump og Hillary Clinton

Der blev identificeret over 1.000 opslag under valgkampen og over 100 falske hjemmesider.

Rygter siger også, at russiske ”internettrolde” forsøgte at påvirke valgresultatet ved at sprede falske nyheder på nettet.

De 20 mest udbredte falske nyheder overgik i valgkampens sidste måneder de 20 mest populære rigtige nyheder fra de amerikanske mainstreammedier, hvis man måler på Facebook-engagement i form af delinger, kommentarer og likes.

Eksempler på falske nyheder:

Hillary Clinton har solgt våben til terrorister fra Islamisk Stat

Eksempel 7. Falsk dødserklæring

2016: En falsk nyhed på nettet berettede om, at forhenværende folketingspolitiker Johanne Schmidt-Nielsen er afgået ved døden.

Det viste sig, at den falske histories ophavsmand var en dansk mand, der bor i Tyskland, Hans formål var at tjene penge. Jo flere klik historien fik, jo flere annoncekroner kunne han tjene. Manden blev retsforfulgt og dømt til at betale en erstatning.

Mange levende er døde gennem tiden:

2010. Komikeren Amin Jensen døde af et hjerteanfald ifølge en nyhed på Facebook.

2016 Sony Music får hacket deres Twitter-konto og Britney Spears bliver erklæret død.

2017. Den 80 årige skuespiller Morgan Freeman kan for tredje gang læse om sin egen død i en nyhed på Facebook, der er delt 60.000 gange.

Var kurset en hjælp?

Du kan også skrive til
kontakt@ekurser.nu